
Hesede Planteskole eller Paradishaven ligger i Arboretet i Hesede Skov mellem Haslev og Næstved og er i dag en forstbotanisk have.
Historien går næsten 200 år tilbage. Hesede Planteskole blev etableret af Gisselfeld Kloster i 1813. Stedet gjorde Gisselfeld selvforsynende med grønne vækster til både nytte- og prydformål. Mange eksotiske vækster er i sin tid kommet til Danmark via Hesede Planteskole. Stedet lukkede i 1925, men de eksotiske vækster, der var plantet, voksede videre og udgør i dag en helt enestående samling af sjældne stedsegrønne og løvfældende træer. Herefter blev planteskolen til en forstbotanisk have, som igennem tiden har påkaldt sig stor interesse fra både fagfolk og almindelige skovgæster.
I 2009 har Paradishaven gennemgået en større renovering og et lille informationshus er indrettet i en tidligere stald. Det er her muligt at få nærmere kendskab til historien samt til at opleve de mange forskellige træer og planter i området.
Men intet paradis uden en slange og i Paradishaven har ødelæggeren i mange år været en voldsom tilvækst af selvsåede ahorn, ask, elm, kastanje og bøg, som der ikke rigtig blev gjort noget ved, og Paradishaven kom til at fremstå som et ufremkommeligt krat,. Men nu er der blevet ryddet op med motorsav og økser, og de mange forskellige fuldt udvoksede fine gamle træer fremstår atter i deres fulde skønhed. Der er kommet grus på gangene, stengærdet om haven er blevet sat i stand og der er sat bænke op.
De eksotiske træer har fået navneskilte på og en grøn port, dekoreret med den karakteristiske Gisselfeld-ornamentik, giver mulighed for at fortsætte skovturen i den nærliggende Svenskekløft – en efter danske forhold lang og dyb smeltevandskløft fra istiden.
Renoveringen af Paradishaven, der ligger ud til den gamle kvægdrivervej mellem Næstved og Køge og vis-á-vis traktørstedet Villa Galina, er finansieret af gaver fra Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden og LAG-midler.
Vejvisning:
Paradishaven finder du i Hesede Skov. Fra Næstved - Rønnede landevejen, rute 54, køres ad Villa Gallina vej gennem Hesede Skov. Der kan parkeres ved p-pladsen med skiltning til Paradishaven og Svenske kløften.
